Foreningens historie kort
Den 15. februar 1872 blev Hillerød Industriforening stiftet.
Primusmotor for foreningens dannelse var bygmester P. Hansen, som havde været konduktør ved genopførelsen af Frederiksborg Slot efter branden i 1859.
Bygmester P. Hansen var en både usædvanlig levende og begavet personlighed.
Da “Det forenede sjællandske Varelotteri” blev oprettet, mente P. Hansen at Hillerød burde tilsluttes varelotteriet, ligesom flere af den andre sjællandske købstæder med en industriforening, og derved få del i lotteriets gevinster, og det var det der lå til grund for foreningens tilblivelse.
Genopførelsen af Frederiksborg Slot efter branden i 1859, havde medført at mange dygtige industrier og håndværkere havde etableret sig i Hillerød.
Med tilgangen af de mange industrier og håndværkere mente bygmester P. Hansen at der måtte være grundlag for at danne en Industri- og Haandværkerforening.
I første omgang tog han kontakt til snedkermester H. M. Andersen og farver K. Thygesen og drøftede idéen. Den 15. februar 1872 blev der indkaldt til møde hos gæstgiver Hansen på Torvet, og det var ved denne lejlighed at Hillerød Industriforening blev stiftet.
Teknisk Skole
I 1879 kom en teknisk skole på dagsordenen og man nedsatte et udvalg som skulle arbejde på oprettelsen af denne.
Hillerøds unge og nye håndværkere havde indtil da fået tegneundervisning hos en aftenskoleforening, og i 1880-81 tog man kontakt til denne aftenskoleforening og indledte forhandlingerne om at danne en teknisk skole.
I 1884 blev man enige om at gå på udkig og finde en bygning der kunne egne sig til en teknisk skole. Men det var først i 1888 at skolen blev en realitet, efter fabrikant P. Nordsten havde skænket 2.000,00 kroner til oprettelsen af en teknisk skole i Møllestræde og dermed for alvor sat gang i projektet.
Skolen blev opført af murermester Chr. Svendsen efter tegninger af arkitekt Vilhelm Holck.
Vilhelm Holck var udover at være arkitekten skolen i Møllestræde også arkitekten bag Marie Mørk Skole, tilbygningen til Hillerød Kommune Skole og ikke mindst Hillerød Råd- og Retshus på Torvet.
Opførelsen af den tekniske skole i Møllestræde medførte en del uro og ueningheder blandt foreningens medlemmer, hvilket til sidst førte til at foreningen blev splittet i to, nemlig Hillerød Industriforening og Hillerød Haandværkerforening.
I 1919 blev de to foreninger dog samlet igen, og foreningsarbejdet fortsatte som det vi idag kender som Hillerød Indutri- og Haandværkerforening. Foreningen blev i mange år ledet af murermester Emil Keilberg, som i 1944 opnåede at have 25 års jubilæum som formand.
Ved Danmarks besættelse i 1940 blev ejendommen i Møllestræde beslaglagt af tyskerne, og undervisningen måtte derfor rykkes ud og foregik i besættelsesårne mange forskellige og til tider mærkværdige steder i Hillerød. Efter befrielsen i 1945 kunne undervisningen igen flyttes tilbage og samles på skolen i Møllestræde.
I 1957 besluttede Staten at Hillerøds tekniske skole skulle gøres til centralskole i Nordsjælland.
Med den beslutning stod det dog hurtigt klart at skolen i Møllestræde på længere sigt ville være for lille og man gik derfor på udkig efter en ny og større grund, ligesom man gik samtidig igang med at indsamle bidrag til projektet.
I 1959 tilbød Frederiksborg Slotssogn en grund ved Roskildevej og man gik igang med opførelselsen af den nye tekniske central skole. Da den nye skole står færdig i 1963 foreslår bestyrelsen at skolen bliver selvejende og den 10. december 1963 oprettede man institutionen “Hillerød Tekniske Centralskole”.
Undervisningen blev løbende flyttet til de nye lokaler men den gamle skolebygning i Møllestræde er dog helt frem til 2003 blevet benyttet som undervisningslokaler, de sidste år var det elektrikerlærlingene der holdt til her.
Skolen på Milnersvej 48.
Hillerød Tekniske Centrale fik adresse på Milnersvej 48 og er efter fusioner med andre uddannelsesinstitutioner, blevet til det vi idag kender som Erhvervsskolen Nordsjælland (esnord)
Da al undervisning var flyttet ud af de gamle lokaler i Møllestræde, blev bygning istandsat og er nu udlejet, hovedsageligt som kontorlejemål.
Den gamle tekniske skole er dog stadig ejet af Hillerød Industri- og Håndværkerforening i form af Ejendomsaktieselskabet Møllestræde 9.